Manifest

NORD 55° er på en mission, hvor vi søger efter nybrud, ideer, inspiration til vores fælles fremtid. Vi tror på oplysning og ønsker at kaste lys på den virkelighed, vi oplever i Norden og i det helt særlige fysiske og kulturelle landskab, som påvirker vores verden, vores verdensbillede og vores beslutninger. Vi tror på, at demokratiet er en skabelsesproces, og vi kæmper for at udvikle og bevare det.

Udvikling forudsætter, at vi udfordrer vanetænkning omkring samfund, økonomi, klima, kunstig intelligens, ulighed og ligestilling med forestillingskraftens visioner. Kunstnernes, forfatternes, tænkerne og de videnskabelige forskeres blik og forestillingskraft er afgørende, hvis vi skal evne at forstå̊ og navigere i en stadig mere kompleks verden.

Norden står nu historisk samlet som en fredsbevarende region i verden. Der er opstået et momentum for en stærk, nordisk offentlighed, en ny progressiv nordisk vej, som kan sætte demokratiet i udvikling og gøre op med fastlåste ideer om vores samfunds største problemstillinger.

Vi har i Norden allerede én gang formået at skabe et moderne gennembrud, og vi kan gøre det igen: antænde den ulmende kraft, som kan mobilisere en ny tid, ny oplysning, ny tænkning og de store forandringer, der er nødvendige for at sikre en fælles fremtid. Vi vil sætte rammerne for en ny nordisk offentlighed, hvor vi løfter hinanden og løfter diskussionen til et nyt niveau, fordi vi samler vores erfaringsgrundlag og vi vil– med Georg Brandes’ ord: ”sætte problemer under debat”, finder nye veje, får nye ideer, inspireres til nye forestillinger og ny kreativitet

NORD 55° indbyder folk fra alle steder i verden til at interagere med os, vi ønsker en tovejskommunikation fra Norden og ud i verden – og fra verden og ind i Norden for sammen at skabe visioner for fremtiden, verden, og for hvordan vi skal leve med hinanden.